Ved større brande sikrer vi mad og indkvartering
Jeg hedder Lone Gaisie, er 55 år og arbejder til daglig som Sygeplejerske.
En del af min fritid bruger jeg som frivillig i Midtjysk Brand & Redning. Det frivillige arbejde i redningsberedskabet er for mig meningsfuldt, og det er tilfredsstillende at kunne hjælpe, når der er behov for det. I beredskabet har vi indkvartering og forplejning som tjenestegren. Derudover har vi en meget aktiv samaritergruppe.
Hjælper alt fra idrætsdeltagere til flygtninge og brandfolk
Vi varetager alsidige opgaver som f.eks. indkvartering og forplejning af ukrainske flygtninge, indkvartering og vågenvagt ved sportsstævner, samaritter ved motocross og ikke mindst indsatser med forplejning til brandfolk ved længerevarende brande. Vi får løbende uddannelse i bl.a. hygiejne i forbindelse med fremstilling og håndtering af madvarer – samt førstehjælp, skadestedets opbygning og elementær brandbekæmpelse. Dermed sikrer vi, at vi har de nødvendige redskaber og kompetencer til at løse opgaven.
Fællesskab, kompetencer og anerkendelse
Det jeg får ud af at være frivillig – udover uddannelse – er, at jeg bliver en del af et fantastisk fællesskab. Vi er en utrolig blandet flok af frivillige, og det er fedt, at der er plads til alle og vores mange forskelligheder. Samtidig er vi bevidste om, hvilke kompetencer den enkelte har og ønsker at byde ind med.
Uanset hvilke opgaver vi løser, møder vi stor taknemmelighed. Vi har flere frivillige, der tidligere har været værnepligtig i Beredskabsstyrelsen eller deltidsbrandmand. De fortæller, hvad det betyder, at der kommer frivillige med forplejning under en storbrand: Det giver fornyet energi – og deres indsats er ubeskrivelig. For mig giver det mening at gøre en forskel.
-
NavnLone Gaisie
-
StationMidtjysk Brand & Redning
-
FagområdeForplejning & indkvartering, Førstehjælp