Uddannelser
Dit uddannelsesniveau matcher dine opgaver som frivillig
Når du er frivillig i redningsberedskabet, løser du en lang række spændende og varierede opgaver – tit inden for specialiserede funktionsområder. Derfor bliver du tildelt opgaver svarende til niveauet for din uddannelse, så du har bedst mulige forudsætninger for at løse opgaverne – til glæde for dig selv og den samlede aktuelle indsats, du er kaldt ud til.
Brandmand m/k
Uddannelse til brandmand består af to dele, en Grunduddannelse og efterfølgende en Funktionsuddannelse.
Grunduddannelse
Du tager grunduddannelsen som en blanding af weekend- og aftenstudier.
Ved nogle beredskaber kan du også tage uddannelsen som ét modul fordelt over to hverdagsuger.
Under din uddannelse tager vi hensyn til dit aktuelle arbejds- og privatliv, så du kan få det hele til at hænge sammen. Normalt bliver du uddannet på din lokale brandstation.
Uddannelsestiden er sat til 74 timer.
Funktionsuddannelse
Funktionsuddannelsen er sat til 148 timer, og dén tager du, når du har gennemført grunduddannelsen.
Regn med at tage din funktionsuddannelse over fire hverdagsuger – eller otte weekender.
Du lærer førstehjælp (medmindre du allerede er certificeret), røgdykning, eftersøgning, at hjælpe folk fri fra biler – samt alle de funktioner, du skal have styr på som færdiguddannet brandmand.
Funktionsuddannelsen tilbydes ikke til frivillige ved alle beredskaber.
Stabsstøtte og Teknisk Service
Alle uddannelser der ikke har med Indsatsuddannelsen at gøre, er samlet under Stabsstøtte og Teknisk Service og er målrettet frivillige i det kommunale og statslige beredskab, som skal varetage opgaver inden for Klima, Forplejning og indkvartering, Stabshjælper, Førstehjælp m.fl.
Stabsstøtte og Teknisk Service er en modulopbygget og de enkelte uddannelser sammensættes i forhold til den enhed som du vil være frivillig i.
Optagelseskrav som frivillig i et beredskab
Tjek hér, før du søger ind som frivillig – da der er nogle basale krav, du skal leve op til.
Som frivillig skal du generelt…
-
have en ren straffeattest.
-
være fyldt 18 år – og maks. være ca. 60 år, afhængigt af din form og øvrige kompetencer.
-
ikke have fysiske skavanker som fx dårlig ryg, knæ eller hofter.
-
kunne tale og forstå dansk.
-
ikke lide af højdeskræk, klaustrofobi, angst for mørke rum etc. (gælder brandmand m/k)
-
være i fornuftig fysisk form. (gælder brandmand m/k)
Kontrakt
Du indgår kontrakt med det beredskab, hvor du er tilknyttet som frivillig.
På den måde bliver du bl.a. forsikret af beredskabet, når du gør tjeneste.
Samtidig er kontrakten en gensidig aftale, som definerer, hvilken/hvilke enheder du gerne vil tilknyttes – og hvad du vil uddannes i.
Bliv underviser i BorgerBeredskabet
Som underviser i BorgerBeredskabet lærer du dine medborgere, hvordan de bedst klarer sig igennem krisesituationer. Og også, hvordan de hjælper andre, så de styrker det samlede beredskab.
BorgerBeredskabet hører under Beredskabsforbundet, hvor en af de vigtigste opgaver netop er at uddanne og ruste borgerne, så de kan hjælpe sig selv og andre ved større ulykker eller nødstilfælde.
Den opgave løser vi fx via en række kurser. Og hér kan du blive en del af underviserteamet.
Vi uddanner dig naturligvis først – så du er klædt optimalt på til at undervise andre i dét, du ved. Det vil du formentlig opleve en helt særlig glæde ved.
Underviserne i BorgerBeredskabet har forskellig baggrund – og kan enten være næsten helt nye eller have mange års erfaring som aktive i Beredskabsforbundet.
Uanset hvad du har med i bagagen, er der også en plads til dig som frivillig underviser – når du vil være med til at gøre samfundet mere trygt ved at dele ud af din viden på forskellige kurser, du afholder.
Optagelseskrav som frivillig underviser
Få styr på, om du lever op til de basale optagelseskrav, før du søger ind.
Som frivillig underviser skal du …
-
have en ren straffeattest.
-
være fyldt 18 år – og maks. være ca. 60 år, afhængigt af din form og øvrige kompetencer.
-
kunne tale og forstå dansk.
Kontrakt
Du indgår kontrakt med Beredskabsforbundet. På den måde bliver du bl.a. forsikret af forbundet , når du gør tjeneste.
På den måde bliver du bl.a. forsikret af forbundet, når du gør tjeneste.
Samtidig er kontrakten en gensidig aftale, som definerer, hvilken/hvilke enheder du gerne vil tilknyttes – og hvad du vil uddannes i.